Beskrivelse af Type 1

Selvopfattelse

Rimelig, ansvarsfuld, “godt menneske”, pligttro og med høj etik og moral.

Overordnet beskrivelse

Type 1 har brug for at mærke, at tingene bliver gjort ordentligt, og at de kan få lov til at rette op på sløseriet omkring dem. Forklaringen på dette er, at 1’eren – i højere grad end de andre typer – har glemt, hvordan det mærkes at være sammen med andre uden at dømme dem (eller sig selv). At se det perfekte og enkle i ting som bladene på et træ, fodspor i sandet, børn, der driller hinanden, en brugt lejlighed efter en vild fest eller lysten til at synge af sine lungers fulde kraft – selv om man ikke har en tone i livet. Type 1 har glemt, hvordan man mærker denne tilstand og har derfor øvet sig på at skabe den selv. Det at påtage sig rollen som den, der sørger for, at ting er ordentlige og korrekte, giver 1’eren en mulighed for at mærke, at tilværelsen er rigtig.

Type 1 har øvet sig så ihærdigt i at rette op på det sjuskede, uordentlige og sløsede, at det kan virke, som om de har en mission i tilværelsen. Samtidig kan det på andre virke, som om 1’eren synes, at de fleste mennesker omkring dem er sjuskede, uordentlige og sløsede, og at det er deres opgave at bringe lidt skik og orden på sig selv og andre. Lidt karikeret kunne det virke, som om 1’eren er utilfreds med Guds skaberværk og derfor lige hjælper lidt til med at få de sidste brikker bragt på plads. Denne kombination af at have en mission samt holdningen til, at mennesket grundlæggende er skabt sløset, kan tage overhånd, så 1’eren bliver rigid, fikseret og dømmende. Det at være dømmende er en måde at tage afstand fra andre mennesker på. Prøv selv denne lille øvelse: Tænk på en gruppe mennesker, du ikke kender så godt. Det kunne være danskere, udlændinge, homoseksuelle, kristne, jøder, muslimer, katolikker eller børn, drankere, flugtbilister eller narkomaner. Når du har tænkt på en gruppe mennesker, som du ikke kender så godt, så mærk efter, at du faktisk har dømt dem. Du har gjort dig nogle tanker om dem og dermed dømt dem. Ved at dømme andre fjerner du dig fra dem og gør dig selv bedrevidende og placerer dig dermed på et højere niveau end dem, du dømmer, hvormed du ser ned på andre mennesker. Denne lille øvelse kunne i en coaching-seance også anvendes på at opdage, hvordan 1’eren dømmer sig selv og dermed tager afstand fra sig selv. Det at være ikke-dømmende både over for andre og sig selv er en af 1’erens mange lektier.

Type 1 repræsenterer den slående og storslåede oplevelse, vi alle kan mærke, når vi ser en lysning i skoven eller står på en bjergtop og bare ønsker, at øjeblikket ville vare evigt. Eller når man er forelsket eller står med sit nyfødte barn i armene og ønsker, at livet bare ville fortsætte herfra i et langt nu. Vores frustration over ikke at kunne stå i lysningen eller på bjergtoppen hele livet, og at den magiske stund med forelskelse eller den spontane glæde ved at holde det nyfødte barn i sine arme forsvinder, kan sammenlignes med den vrede og frustration, som 1’eren mærker i hele sin krop kontant. Type 1 tilbageholder denne frustration og vrede – mange gange, fordi det ikke ville være passende at komme af med den – og det skaber en forstyrrelse eller uligevægt, som medfører, at der er mere fokus på alt det, som er forkert, eller som på en uretfærdig måde har været ordentligt, men som nu er blevet forstyrret og blevet forkert. Den stærke indre dialog, som 1’eren har med sig selv, handler derfor om, hvad der kan gøres for at rette op på tingene igen, men frem for at nyde det perfekte, der findes i omgivelserne, bliver det som en mission for 1’eren at påtage sig opgaven med at få alle de ting på plads, som nu er faldet uden for rammerne af det ordentlige og perfekte.

Type 1 har således installeret en dommerkomite, hvis stemmer hele tiden fortæller 1’erne, hvad de skal gøre, hvad ”man” bør gøre, hvordan tingene burde være, samt hvordan de selv kan gøre det, der skal til, for at de gør tingene (som forventet) ordentligt og korrekt. Det, at 1’eren holder sammen på sig selv og holder sin frustration og vrede tilbage, kan let iagttages af omverdenen. Måske tror 1’eren, at deres mishag, harme og utilfredshed med andres sløseri ikke kommer til udtryk, men vulkanen af vrede over andres sjuskede opførsel kommer til udtryk i en ”stram maske”, en spidst sammentrukket mund, dræbende øjne, knyttede næver og en vibrerende vejrtrækning. Det pertentlige vil også kunne komme til udtryk i små raske, målrettede skridt og ”pegefingre”. Under stress er det tydeligt at mærke, at 1’eren også tilhører kropstyperne, der hurtigt og spontant reagerer på omgivelserne. 1’eren er den af kropstyperne, der ”holder sig i skindet” eller holder sammen på sig selv for ikke at eksplodere.

Type 1 indeholder en vrede over at have mistet den direkte adgang til det perfekte, til at ”se”, hvordan alting hænger perfekt sammen, at der er en grund til alting, og at der findes en positiv hensigt bag alle handlinger i livet. Denne vrede stammer således fra tabet af klarsyn samt evnen til at se, at alt sker og udvikler sig på en perfekt og uundgåelig måde. Gennem etableringen af egoet har 1’eren opbygget mønstre, der skal sikre, at verden igen bliver ordentlig og korrekt.

Denne følelse af uretfærdighed, som vi alle som barn har oplevet, når vi opdager, at andre mennesker (specielt vores forældre) ikke opfører sig ordentligt og korrekt, har sat dybere spor i type 1 end i de andre typer. Følelsen af uretfærdighed er således blevet til vrede, der blandet med evnen til at vide, hvad der er etisk korrekt, den korrekte og sobre opførsel og overholdelse af samfundets skrevne og uskrevne love, kan virke betryggende eller skingert på andre mennesker. Uretfærdighed kan ud fra 1’erens perspektiv sammenlignes med barnet, der af forældrene får at vide, at det skal sidde ordentligt ved bordet, spise ordentligt, når man er ude, opføre sig ordentligt, når der er gæster, eller lege ordentligt med vennerne og rydde ordentligt op på værelset, inden man skal i seng – samtidig med at de voksne går over for rødt lys, kører hurtigere, end man må på motorvejen, at far og mor skændes i stedet for at kysse og være gode ved hinanden, at de drikker lidt mere end rimeligt til påskefrokosten, at de bander, kommer for sent op om morgenen og måske en dag stikker naboen en hvid løgn. Denne følelse af uretfærdighed – at barnet skal være ordentligt, og at dem, der forklarer barnet det, ikke selv er ordentlige – medfører en harme, et mishag og en utilfredshed, der igen fører til den dømmende adfærd og vrede. Alle børn har oplevet dette, men specielt for type 1 er denne uretfærdige handling blot endnu et bevis på, at man må tage skeen i egen hånd og være den, som retter op på alt sløseriet.

Beholderen skal fyldes op med gøremål og tanker, der er korrekte, ordentlige, perfekte og alt, der skal til, for at 1’eren mærker det komplette, ægte og perfekte i livet.

Grundlæggende frygt og overbevisning

At foretage sig forkerte eller ukorrekte handlinger.

Højt niveau

Her vil type 1 være begavet, tolerant, generøs, moderat, objektiv og fair. De vil støtte andre ved at være hjælpsomme, informative og realistiske. De vil fremstå inspirerende, følsomme og venlige. De vil samtidig forene det sorte med det hvide eller det mørke, sløsede og uduelige med det lyse, nydende og nyttige. De vil vide, at det, som er ”hvidt”, er godt og nyttigt, samtidig med at det, som er ”sort”, også er godt og nyttigt. De har oplevet, at verden er komplet, idet både ”sort” og ”hvidt” eksisterer – og er godt, nyttigt eller positivt.

Lavt niveau

Her vil type 1 have en indsnævret, fikseret, fremmedgjort og begrænset tankegang. Deres kommunikation vil være ætsende, barsk, rasende, bedrevidende, sadistisk og angribende.

Positive bidrag

Type 1 inspirerer de andre typer til at se det komplette og perfekte i de små ting. De minder os om, at naturen er komplet og perfekt, og at vi blot er en del af naturen. Gennem 1’eren kan de andre typer opdage, at ved at undlade at dømme sig selv eller andre er det muligt at mindske had, vrede og nedladenhed mellem mennesker.

På et højt niveau har 1’eren lært at være til stede uden at være den, der dømmer sig selv og andre, og gennem sin korrekte opførsel opfordrer de andre til at ændre deres sløsede adfærd. For at kunne lære det har 1’eren opdaget, at alt i tilværelsen er perfekt, og at det ikke er 1’erens opgave at rette op på sløseriet. De har lært at værdsætte nuet og har erkendt, at de selv er perfekte uden at gøre noget for det. De har sagt farvel til ”dommerkomiteen” i deres hoved og nyder det, som er, uden at føle et behov for at rette op på noget.